At have et stærkt formål og et brændende ønske om at gøre noget for nogen kan tage innovationen til nye højder. Helt til stratosfæren faktisk. Når man har noget i centrum frem for nogen i centrum, så viser historien ikke mindst i erhvervslivet, at store og innovative ideer kan vokse frem og blive til virkelighed. Også selvom de umiddelbart lyder lidt vidtløftige.
Den historie, som jeg skal fortælle nu, er lidt vild, og den kræver lige lidt forhistorie.
Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Mikkel Vestergaard Frandsen i snart mange år. Mikkel er manden bag virksomheden Vestergaard. I løbet af 20 år har han skabt en global milliardvirksomhed, der gør en forskel for verdens fattigste. Mikkel Vestergaard Frandsen og virksomheden står bag flere banebrydende produkter:
- LifeStraw renser vand.
- PermaNet er et malarianet.
- ZeroFly, sørger for at holde insekter og skadedyr ude af korn mm. efter høst.
Mikkel Vestergaard Frandsens kompetencer er mange, men han er i særklasse stærk til at:
- forstå komplekse udfordringer
- tænke på tværs og konceptualisere
- inspirere og motivere.
Det er kernekompetencer, som han bringer i spil for sig selv og med andre. Derfor er han også i min bog “Øg tiltrækningskraften og bliv værd at følge” fremhævet for sin evne til at bringe sine kernekompetencer i spil.
En måde, Mikkel for eksempel gør det, er, når han og virksomheden kæmper mod guineaormen i Vest- og Centralafrika. Guineaormen er en snyltende trådorm, der lever under huden på mennesker og kan blive op til en meter lang (lidt ulækkert at tænke på. Jeg beklager).
Filtrering af drikkevand er en effektiv beskyttelse mod ormen. I 1986 var der 3,5 millioner tilfælde af smittede med guineaormen. Mikkel og hans virksomhed Vestergaard har siden 1994 samarbejdet med Carter Center, der er en NGO stiftet af den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter. Carter Center arbejder for at forebygge og løse konflikter, fremme frihed, demokrati og sundhed. Blandt andet takket være uddeling af i alt 37 millioner LifeStraws via Carter Center og partnere er antallet af tilfælde med guineaormen nu under 50 per år. Dermed er man tæt på at opnå ambitionen om at udrydde denne sygdom uden brug af vaccine.
Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Mikkel i snart 20 år. Vores samarbejde har omfattet en lang række kommunikations- og brandingprojekter, og jeg glæder mig over at have været med til at skabe navn mm. til Lifestraw, ligsom jeg har været bagmand på rebrandingen af den samlede Vestergaard virksomhed.
Nå men tilbage til det med at løfte et formål til næste niveau.
Skål på en vild vision
Det var i juledagene for snart 7 år siden, at Mikkel Vestergaard Frandsen og jeg havde aftalt at drikke et par juleøl sammen. Mens vi så står der på en bar i Kolding, fortæller Mikkel, at han sidder i NASAs Launch Council og er blevet meget optaget af de muligheder, der findes i rummet. ”Under vores virksomheds logo står der ”impacting people”. Det ved du bedre end andre Søren, men altså fra rummet kan vi for alvor være med til at bekæmpe sult, fattigdom og andre af verdens ulykker”.
Jeg tog en ekstra slurk af juleøllen og skulle lige fordøje det med, at han henkastet fortæller, at han sidder i NASAs Launch Council. Nå, men jeg lader som ingenting og kigger spørgende på Mikkel: ”NASA ligefrem – respekt – nå men det med rummet, sig noget mere om det”.
”Ja altså med kombinationen af vores formål og vores stærke kompetencer omkring tekstiler vil jeg skabe en virksomhed, der bygger luftskibe, placerer dem i stratosfæren og derfra er med til at bekæmpe skovdød, trafficking og give kommunikationsmuligheder til de fattigste i verden. Det kan blive mega fedt. Du er nr. 2, jeg fortæller om denne vision. Det kommer til at ske, og du skal sørge for, at vi også til dette projekt får skabt et fedt brand, som fundament for fortællingen”.
Den var jeg ikke sen til at melde mig klar på. Det skålede vi derfor på , talte et par timer mere og gik hver til sit.
Fra tanke til handling
Vi spoler hurtigt frem til i dag. I dag findes virksomheden Sceye. Den har været undervejs lige siden. Vejen hertil har ikke været snorlige. Der har været masser af udfordringer – som f.eks. en orkan, der flænsede hangaren i New Mexico lige inden en flyvning. Men alle udfordringer bliver mødt med en vilje og en passion for at få det til at lykkes. Så det gør det.
De første versioner af luftskibet – også kaldet en stratosfærisk platform – har allerede været i stratosfæren.
Du kan få en fornemmelse af det ved at klikke ind på det foreløbige Sceye website. Jeg ville egentlig gerne dele en masse billeder her, men tag selv et kig på sitet.
Projektet er på alle måder vildt. Vildt at Mikkel kan se visionen for sig. Vildt på den måde at sætte handling bag drømme og visioner og skabe noget, der for alvor kommer til at gøre en forskel for nogen.
Impacting people. Ja tak. Og med afsæt i et stærkt formål bliver det løftet… Sceye high.
Jeg ved ikke med dig. Men jeg synes, det er fedt og al mulig respekt værdig.