Jeg læste for nylig et indlæg af organisationspsykologen Adam Grant. Han beskrev, hvordan 72 procent af teenagere har brugt en såkaldt AI-kompagnon – en digital ven, der altid har tid, lytter tålmodigt og svarer med ro.
Eller skal vi kalde det en agent? En bot? Sært barn har mange navne – men fælles for dem alle er, at de er bygget til det samme: at være til rådighed. Grant peger på, at problemet ikke er, at disse AI-kompagnoner er for venlige. Problemet er, at relationen er ensidig. De kan give os alt – men de har ikke brug for os.
Vi har brug for at betyde noget.
Vi mennesker har et grundlæggende behov for at betyde noget for andre. Ikke bare at blive set, men at se. Ikke kun at få værdi, men at tilføje værdi. Det er derfor, vi oplever mening, når vi hjælper, støtter eller løfter. Det er der, vi mærker os selv som levende. AI-kompagnonen kan lytte og svare, men den kan ikke få brug for dig. Du kan blive forstået, men du kan ikke gøre en forskel for nogen.
Der er ingen gensidighed, ingen udveksling, ingen vækst.
Og uden gensidighed mister relationen sin dybde. Uden at give, bliver vi passive modtagere. Og det gør os hverken klogere eller lykkeligere.
Når teknologien spejler ledelsen.
Det fik mig til at tænke på ledelse. For det samme mønster er på vej ind i lederrollen. Flere og flere bruger AI som rådgiver, sparringspartner, tekstforfatter eller planlægger. Det er både klogt og effektivt – men også en potentiel glidebane. For jo mere vi lader værktøjet gøre, jo mindre bliver vi selv nødt til at stå i det.
Vi får bedre formuleringer, men mister fornemmelsen for, hvordan ordene lander. Vi får tempo, men mister resonans. Vi får løsninger, men glemmer at være nysgerrige. AI kan give dig et sprog. Men det kan ikke give dig stemme.
Tyngde opstår i relationen.
Når jeg taler om tyngde, handler det ikke om alvor. Det handler om autenticitet. Om at stå et sted, så andre mærker, at du mener det, du siger. Men tyngde kan ikke eksistere alene.
Den opstår først i mødet – når nogen lytter, responderer, stiller spørgsmål, giver modstand.
Det er i den gensidige bevægelse, at ledelse får liv. Når du kommunikerer uden kontakt, mister ordene deres vægt. De bliver information – ikke inspiration. Og netop i relationen forvandles tyngden til tiltrækningskraft.
AI som vægtstang – ikke som ven.
AI kan være en uvurderlig støtte, når du står fast i dig selv. Den kan hjælpe dig med at skærpe dine tanker, gøre sproget klarere, se mønstre, som ellers ville drukne i travlhed. Den kan frigøre tid – tid du kan bruge på det, der kræver dig:
– relationer
– samtaler
– nærvær.
Men AI kan ikke skabe forbindelse. Den kan ikke mærke, om et budskab lander. Den kan ikke tage ansvar for effekten af dine ord. Brug AI som vægtstang, ikke som ven. Lad den forstørre din tyngde, ikke erstatte den. For hvis du ikke står fast, bliver den bare en genvej – og genveje fører sjældent til dybde.
Når relationen forsvinder.
Jeg mødte en leder, der havde brugt AI til at skrive sin strategiplan. Resultatet var imponerende: skarpt sprog, tydelige mål, stærke formuleringer. Men da planen blev præsenteret, var der stille i rummet. Folk forstod ordene, men de mærkede dem ikke. For strategien var logisk – men ikke levende.
Det, der manglede, var lederens egen stemme. Hans tro. Hans vilje. Hans energi. AI kan skrive planen. Men det er lederen, der skal gøre den menneskelig. Og det er i netop den bevægelse, følgeskabet opstår.
Gensidighed som ledelsesdisciplin.
Gensidighed er ikke bare en blød værdi. Det er en disciplin. Det kræver tid, mod og tilstedeværelse. Det kræver, at du ikke nøjes med at kommunikere – men forbinder. At du ikke kun leder gennem ord, men gennem kontakt. At du tør stå i usikkerheden, hvor svarene ikke er givet på forhånd. AI kan hjælpe dig med alt det praktiske. Men det kan ikke hjælpe dig med det væsentlige. Det kan ikke lære dig at lytte. Det kan ikke få dig til at betyde noget for andre.
Ledelse kræver dig.
AI kan skrive dine mails, dine præsentationer, dine strategier. Men det kan ikke skabe følgeskab. Det kan ikke engagere et menneske. Og det kan ikke få nogen til at føle sig set. Ledelse kræver, at du både ser og bliver set.
At du både giver og tager imod. At du tør stå et sted – og lade dig bevæge. AI kan give dig tempo, men ikke tilstedeværelse. Det kan give dig ord, men ikke mening. Og det er netop meningen, der skaber ledelse. Så spørg dig selv: Bruger du AI til at slippe for relationen – eller til at styrke den? For AI kan meget. Men den kan ikke give dig tyngde. Det kan kun du. Måske med lidt hjælp fra AI.
