Uanset om du vil stå fast eller udvikle dig – skal du kende dit udgangspunkt
Vi lever i en tid, hvor alt synes at bevæge sig hurtigere og hurtigere. Organisationer transformerer sig, ledere udvikler sig, strategier justeres, og nye teknologier lover os mere indsigt, mere effektivitet og mere fremdrift. Der er altid noget nyt, vi skal nå – noget, vi skal lære, optimere eller tilpasse os til. Det er ikke underligt at mange drømmer om at hoppe ud af det hele.
Men midt i al den bevægelse glemmer vi ofte noget fundamentalt: at enhver udvikling forudsætter et udgangspunkt. At bevægelse først får retning, når vi ved, hvorfra vi bevæger os. Og at stå fast – paradoksalt nok – er en forudsætning for at kunne bevæge sig klogt.
At stå på noget – ikke bare imod noget
Da Svend Brinkmann for over ti år siden udgav Stå fast, blev han et slags modbillede til tidens udviklingsmani. Han skrev imod den kultur, hvor alting måles i forandring og fremdrift, og hvor vi tror, at lykken ligger i evnen til konstant at forny os selv.
Hans budskab var på én gang provokerende og befriende: måske handler et godt liv ikke om at blive mere fleksibel, positiv og forandringsparat – men om at stå fast, sige nej og finde ro i det, der allerede er.
Men jeg læste ikke Brinkmanns pointe som et forsvar for stædig stagnation. Han taler ikke for at stå stille, men for at stå på noget. På værdier, på karakter, på et etisk fundament, der kan bære os, når verden rykker sig. “At stå fast” er hos ham et moralsk og eksistentielt kompas – en påmindelse om, at vi må kende os selv, før vi kaster os ud i alt det nye.
Aristoteles og det gode liv
Mere end to tusind år før Brinkmann formulerede Aristoteles en lignende tanke – dog i et andet sprog. Han kaldte det Eudaimonia: det gode liv. Ikke i betydningen velvære eller lykke som øjeblikkelig tilfredsstillelse, men som en livslang stræben efter at leve i overensstemmelse med sin natur, sine dyder og på på den måde indfri sit potentiale sammen med andre.
Som jeg forstår Aristoteles er mennesket et væsen, der finder mening i at handle ret, i at udøve dømmekraft og i at balancere mellem ekstremerne. Lykke – i hans forstand – er ikke en følelse, man opnår, men en tilstand, man opbygger gennem karakter og vaner. Det er ikke noget, man “føler sig til”, men noget, man bliver til.
Derfor er der også et slægtskab mellem Brinkmanns “stå fast” og Aristoteles’ Eudaimonia. Begge peger på nødvendigheden af indre forankring i en verden, der hele tiden lokker os væk fra os selv. Begge ser mennesket som ansvarligt, refleksivt og moralsk. Men de står i hver sin ende af spektret: hvor Brinkmann fremhæver det stoiske – evnen til at sige nej, stå imod, finde ro i modstanden – insisterer Aristoteles på det aktive: at et godt liv leves gennem handling, relationer og bevidst stræben.
To sider af samme mønt
Set sammen kan man sige, at Brinkmann og Aristoteles tilsammen danner et helt billede. Den ene taler om roen, den anden om retningen. Den ene om modstandskraften, den anden om bevægelsen. Og begge ville formentlig være enige i, at ledelse – og liv – kræver begge dele.
For at stå fast kræver viden om, hvad der er værd at stå fast på. Og for at udvikle sig kræver bevidsthed om, hvorfra man bevæger sig. Det ene uden det andet bliver enten stædighed eller rastløshed. Først når ro og retning mødes, opstår tyngdepunktet – den indre balance, hvor man både kan handle og stå, forandre og forankre, lytte og lede.
At kende sit tyngdepunkt
Det er netop denne balance mellem ro og retning, der har inspireret mig til at udvikle EUDAEMON-processen. Den bygger på en grundidé, jeg ofte møder hos ledere:
Vi vil gerne udvikle os – men vi springer for hurtigt til handling.
EUDAEMON handler kort fortalt om at skabe indre tyngde, før man søger ydre forandring. Processen hjælper ledere med at blive bevidste om deres eget udgangspunkt: det de kan, det de vil, og det de tror på.
Ikke som en stram personlig strategi, men som en dyb forståelse af det fundament, vi står på, når vi træffer beslutninger, kommunikerer og leder andre.
For uden et tydeligt tyngdepunkt kan man ændre sig meget – uden egentlig at flytte sig.
Men har du derimod et klart defineret billede af, hvad du kan, vil og tror på, kan du bevæge dig og flytte andre med integritet og mening.
Kend dit udgangspunkt og find vejen
At stå fast er ikke at sige nej til udvikling. Det er at sige ja til retning. Det er at give sig selv et sted at stå, før man bevæger sig videre. Og det er at forstå, at lederskab ikke kun handler om at skabe bevægelse – men om at skabe og give mening i bevægelsen.
For i sidste ende er det måske sådan, vi kommer nærmest det gode liv:
Ikke ved at løbe hurtigere, men ved at tage de rigtige skridt.
Ikke ved at søge mere, men ved at kende os selv bedre.
Ikke ved at jage lykken, men ved at lade tiltrækningskraften virke.
Det vil jeg gerne stå fast på 🙂
