Ledelse og kommunikation er to sider af samme mønt. Og det er ikke nemme discipliner.
Jeg sad med en områdedirektør forleden, som egentlig ikke havde noget imod, at hele organisationen nu havde fået adgang til Copilot. Tværtimod. Han kunne godt se potentialet og oplevede det dagligt. Men han var begyndt at blive træt. Ikke af teknologien – men af det, der skete med deres kommunikation.
Han fortalte om en medarbejder, der konsekvent sendte lange, pæne og tilsyneladende velovervejede svar. Du ved, den slags hvor sproget flyder, og alt er dækket ind. Problemet var bare, at der ikke rigtig stod noget. Ingen stillingtagen. Ingen retning. Ingen kant. Til sidst holdt han op med at læse dem. Det gav ganske enkelt ikke mening længere. I stedet begyndte han selv at svare via sin Copilot. Lige så lange og brede svar tilbage. Høflige. Uforpligtende. Effektive, hvis man ser på tidsforbruget. Men også… mærkelige.
“Så kan vi jo se, hvor længe det holder,” sagde han. Og så kom den: “Jeg håber næsten, at han en dag står i døren og spørger: hvad fanden har du gang i?”
Det er lidt sjovt. Men også lidt alvorligt.
Pludselig var det ikke længere to mennesker, der forsøgte at forstå hinanden eller rykke noget sammen. Det var to systemer, der udvekslede formuleringer. Som om samtalen var blevet noget, der skulle overstås – ikke noget, der skulle bruges til at blive klogere.
Det er ikke AI, der er problemet
Det er let at få lyst til at pege på AI som problemet. Men det er ikke der, det ligger. For teknologien gør præcis det, vi beder den om. Spørgsmålet er snarere, hvad vi begynder at bruge den til – og hvad vi langsomt giver slip på undervejs. For når formuleringen glider over til maskinen, er det sjældent kun ordene, vi slipper. Det er også det lille stykke ansvar, der ligger i at vælge retning, mene noget og stå ved det.
Job eller gym?
Og det er måske her, det bliver interessant. For måden vi bruger AI på, afslører noget om, hvordan vi går til vores arbejde som ledere. Om vi ser det som noget, der skal klares – eller som noget, der skal trænes.
Der er en forskel på at bruge AI som et værktøj til at komme hurtigere igennem sin indbakke, og så bruge det som en sparringspartner, der tvinger én til at tænke sig lidt bedre om. Det ene føles effektivt i øjeblikket. Det andet kræver lidt mere. Til gengæld rykker det noget.
Kender du det selv? Den der lille fristelse til lige at lade AI formulere svaret færdigt, fordi du godt ved, hvad du mener – nogenlunde – og det her bare skal ud over rampen? Og den anden situation, hvor du bruger det til at blive udfordret. Hvor du opdager, at du faktisk ikke helt har taget stilling endnu. Ikke helt har fundet din egen position.
Det er ikke i brugen af AI, forskellen ligger. Den ligger i, hvad du bruger det til.
Verden har brug for bedre ledelse
For ledelse er ikke bare noget, der skal leveres. Det er noget, der hele tiden formes og forfines. I de svar, du giver. I de spørgsmål, du stiller. I de situationer, hvor du vælger at tage dig selv alvorligt nok til lige at tænke en gang mere, før du trykker send.
Det er præcis den bevægelse, der er interessant. Ikke hvordan AI kan gøre det lettere for dig – men hvordan det kan gøre dig skarpere. Det er også derfor, jeg arbejder med Setos. Ikke som et værktøj, der svarer for dig, men som noget, der hjælper dig med at stå tydeligere i det, du selv mener, kan og vil.
You. Better.
Ikke hurtigere. Ikke mere poleret. Men mere bevidst. Mere tydelig. Mere dig.
Hvad bruger du det til?
Måske er det derfor, den historie blev hængende hos mig. Ikke fordi den handlede om en direktør, der var træt af dårlige AI-svar. Men fordi den pegede på noget, vi alle sammen er i gang med at finde ud af:
Hvornår bruger vi teknologien til at slippe lidt lettere – og hvornår bruger vi den til faktisk at blive skarpere?
Det spørgsmål er nok værd at tage med næste gang, du sidder med fingeren over “send”.
