Du sidder med noget, der ikke er helt enkelt. En beslutning, der ikke er sort/hvid. En samtale, hvor du ved, at ordene kommer til at betyde noget – ikke bare i øjeblikket, men i det, der følger efter. Måske har du forberedt dig. Måske ikke helt. Kalenderen er, som den er. Og uanset hvad er det dig, der skal skabe klarhed. Retning. Fremdrift.
Det er sådan, ledelse ser ud i praksis. Men midt i det opstår et spørgsmål, som sjældent får ret meget plads:
Hvor går du selv hen, når du mangler klarhed?
Der ligger en overset præmis i ledelse her. Den, der forventes at skabe retning for andre, gør det ofte uden et reelt sted til at undersøge sine egne tanker først. Uden et sted, hvor noget ufærdigt har lov til at være ufærdigt længe nok til, at det faktisk kan blive skarpere.
Og så sker det, som ofte sker. Vi handler, før vi har tænkt færdigt.
Når refleksionen mangler
Det interessante er ikke, at der bliver handlet hurtigt. Det interessante er, hvad der sker med kvaliteten af det, der bliver sagt og gjort. For når refleksion bliver noget, der ligger bagefter – eller helt udebliver – så bliver ledelse let formet af det, der er mest tilgængeligt i øjeblikket: erfaringer, vaner og tidligere løsninger – kort sagt… det der plejer at virke.
Det kan være fint. Men det er ikke det samme som at være skarp.
Uden et sted, hvor tanken får lov til at folde sig ud, bliver nuancer til forenklinger. Tvivl til hurtige svar. Og det, der egentlig krævede lidt mere arbejde, bliver afgjort på det, der lige var inden for rækkevidde.
Det min gamle tømrerfar kaldte ”Det forhåndenværende søms princip”
Det er der ikke noget galt med – en gang i mellem. Det pragmatiske er stærkt overfor det optimale. Men hvis man bygger et helt hus på den måde, så bliver det nok derefter.
Det samme med ledelse. Hvis du hver gang vælger det nemme, det umiddelbare, det der lige kan lade sig gøre her og nu, så er der risiko for forskydning. Mellem det, du står for – den du gerne vil være – og det, du gør i praksis.
Self-coaching som disciplin
Så er det, at self-coaching bliver interessant. Ikke som endnu en metode, man kan lære. Og slet ikke som en idé om, at ledere skal klare sig selv. Men som en disciplin. En måde at skabe et lille mellemrum i hverdagen, hvor man stopper op længe nok til, at tanken kan nå at blive bedre, før den bliver til ord og handling.
For det er i virkeligheden det, der mangler. Ikke viden. Ikke erfaring. Men et sted, hvor det, der endnu ikke er klart, får lov til at være det lidt længere. Hvor man ikke er på vej videre, men bliver i det, der er på spil. Vender det. Tager det en omgang mere. Lader det stå åbent et øjeblik. Det kræver noget, som mange ledere ikke giver sig selv ret ofte. Plads til at være ufærdig længe nok til, at det bliver bedre. Plads til at stille de spørgsmål, der ikke har et hurtigt svar. Og til at tænke noget igennem, som ikke er formuleret færdigt endnu.
At give sig selv lov til at være “dum”
Ikke fordi man er det. Men fordi det ofte er dér, noget bliver skarpere. Dér, nuancerne kommer frem. Dér, det bliver tydeligt, hvad der faktisk er vigtigt – før det bliver til noget, der skal bæres ud i verden. Og det er måske netop dér, forskellen opstår. Mellem at reagere – og at lede.
For uden det bliver refleksion let noget, der enten bliver skubbet til side – eller presset ind i et tempo, hvor det mister sin værdi. Og så mister ledelse noget af det, der ellers gør den stærk: evnen til at skabe mening, før der skabes handling.
Plads til refleksion tæt på hverdag og drift
Det er her, Setos hører hjemme. Ikke som en svarmaskine, eller som en erstatning for sparring med andre.
Men som dit helt eget refleksionsrum. Et sted, hvor du kan arbejde med din egen tænkning, mens den stadig er i bevægelse – og gøre den skarpere, før den bliver til ord og handling. Tæt på hverdagen, og tæt på det, der faktisk er på spil – og 100% baseret på dig og din kontekst.
For pointen er ikke at finde det rigtige svar. Pointen er at gøre det, du siger og gør, bedre funderet. Få dig til at stå stærkere og med mere tyngde.
You. Better.
