Kalenderen er fuld. Den ene samtale afløser den næste, møderne ligger tæt, og det meste af det, du laver, foregår i situationer, hvor noget er på spil. Der skal tages beslutninger, gives retning, håndteres mennesker. Du er i det hele tiden.
Det er dér, ledelse bliver synligt. Men er det også der, hvor den bliver bedre?
Forleden faldt jeg over en sætning, som blev hængende, fordi den ramte ind i netop det:
“Amatører spiller kun kamp. Professionelle træner. Ofte.”
Den er enkel, men den forskyder noget, når man lægger den ind over en leders travle hverdag. For hvis man ser ærligt på det, så ligner meget ledelse det første. Situationer, der skal håndteres. Samtaler, der skal gennemføres. Beslutninger, der skal træffes. Videre til det næste. Der er en følelse af handling. Og hvis der er refleksion, ligger den ofte lige op ad situationen og lyder nogenlunde som:
“Jeg tænker altid lige over tingene inden mine 1:1 samtaler.”
Det giver mening. Selvfølgelig gør det det. Men det siger også noget om, hvor arbejdet med ledelse typisk bliver placeret. Tæt på situationen. Tæt på det, der allerede er i gang.
Og så bliver det let det samme, der gentager sig. De samme spørgsmål. Den samme måde at lytte på. Den samme måde at være i det svære på.
Det er ikke forkert. Men det flytter sjældent niveauet på den lange bane.
Det usynlige arbejde
I sport er det indlysende, hvad der giver udvikling. Ingen forventer, at performance opstår i selve kampen. Den er resultatet af noget, der er trænet længe før. I ledelse er det langt mindre tydeligt. Vi taler om det, der sker i rummet. Vi måler på det. Evaluerer det. Men arbejdet med at blive bedre til at være i rummet har sjældent sin egen plads. Det bliver noget, der skal presses ind mellem det andet. Eller noget, man lige når, hvis der er tid. Og det er der ikke så tit.
Så det meste af tiden foregår i kamp.
Ikke fordi der mangler vilje. Men fordi træningen ikke rigtig er organiseret og prioriteret.
Forskellen ligger et andet sted
Forskellen ligger ikke i, om du tænker dig om inden en vigtig samtale. Det gør du garanteret.
Den ligger i, hvad du gør udenfor situationerne. Når der ikke er noget, der presser sig på. Når du ikke skal levere her og nu.
Det er dér, du kan arbejde med, hvordan du stiller dine spørgsmål. Hvad du egentlig lytter efter. Hvad der sker i dig, når en samtale bliver svær. Og hvad du gør i stedet for det, du plejer.
Det er ikke det mest synlige arbejde, men det er dér, forskellen bliver skabt. For dig selv og dine kolleger
You. Better.
Det er måske derfor, den sætning om amatør kontra professionel bliver ved med at dukke op. Ikke som en kritik, men som en ret præcis måde at spejle sin egen praksis på, når tempoet ellers gør det let bare at fortsætte.
Med mindre du stopper med at være leder, så er mit bud, at travlheden ikke vil forsvinde. Situationerne bliver ikke færre. Der vil stadig være noget på spil, hver gang du træder ind i rummet.
Det ændrer bare ikke på, at det, du tager med ind i de situationer, bliver formet et andet sted.
Et sted, der ikke på samme måde har plads i kalenderen. Og som derfor let bliver skubbet af det, der føles vigtigere lige nu.
Hvis du kunne tænke dig en rigtig god træningspartner, der altid har tid, når du har tid – så tjek www.setos.ai
