”Det du og din virksomhed gør… Det gør I garanteret rigtig godt. Men gør I det rigtige?”
Det spørgsmål stiller jeg ofte, når jeg holder foredrag og indlæg af forskellig slags. Det er værd at stille sig selv hele tiden. For det, der var rigtigt i går, er ikke nødvendigvis det helt rigtige i morgen. Stilstand er tilbagegang i en verden, der til stadighed bliver mere og mere kompleks og fragmenteret. Så måske skal du og dine til at gøre noget andet. Måske ikke. Det kan også være, at I bare skal gøre noget mere af det, der virker.
Men fra tid til anden skal der nye boller på suppen. Performance er ikke, hvad den har været, og der skal ske noget andet. Noget nyt. Nye folk, nye processer, nye værktøjer og jeg skal komme efter dig, skal jeg. Det er vi blevet enige om på bestyrelsesmødet, i direktionen eller måske endda på den årlige Company Day, hvor alle gav hinanden High Five på, at nu skulle det være.
Og så blev det hverdag. Møder, mails og masser af ”udfordringer”, der liige skulle løses først gjorde, at ”det nye” blev i power-pointen lidt for længe. Men nu skal det være. Vi skal til at gøre nye ting på nye måder. Og så bliver det svært. For alle. Eller.. De fleste.
Det er svært at vænne sig af med plejer. Og når det ikke lige fungerer – så er vi tilbøjelige til at tænke ”det var bedre før” og så gå tilbage til det, vi kom fra. Men så får vi jo kun det, vi kom fra – og det var ikke nok. Vi er faldet i ”Losers Trap”.
Hvad er det så? Jeg tegnede og forklarede det sådan her til en direktør for en spændende Gazelle virksomhed i sidste uge.
Vi skal vinde
Du er landstræner for det danske fodboldlandshold. Du kan se, at udviklingen er stagneret. I vinder kun 2 ud af 3 kampe i gennemsnit og du, pressen og publikum vil se holdet vinde hver gang. Der skal ske noget. Du skifter system. Du vil i offensiven. Du går fra 4-4-2 til 4-3-3 systemet. Altså en ekstra angriber på bekostning af midtbanen.
I øver jer, går i kamp og taber de første 3 kampe. Spillerne, pressen og publikum er ikke glade. Nu står du i bunden af ”Losers Trap”. Den hedder sådan fordi, hvis du giver op og går tilbage til det gamle, så får du bare de resultater, som du fik før. Du har tabt. På mere end en måde.
En anden mulighed er at stå mod presset og holde ved og ud. Som et team øver I endnu mere, fordi I ved at nyt er lig med svært – indtil I kan det. Indtil I kender de nye løbebaner og ved hvem og hvornår, der skal løbes med og uden bold. Så er det lige pludselig let 🙂
Lad det ikke blive ved snakken
Alt for mange virksomheder falder i “Losers Trap”. Prøver ikke hårdt nok. Lader det blive ved snakken og får ikke sat tilstrækkeligt med handling bag holdningerne. Handlinger gange holdninger er lig med skillinger. Kun ved at gøre alt det, du kan, vil og tror på tydeligt i alt, hvad du siger og gør, får du tyngde og effekt. Uanset om effekten så måles i større bundlinje, højere kundetilfredshed eller noget helt tredje. Det har jeg skrevet en blog om.
Det er ikke nemt at gøre nye ting på nye måder. Men hvis du gør som du plejer, så får du i bedste fald det du plejer. Det kan faktisk også være at du får mindre end du plejer. Og det er der ikke meget sjov ved.
Lav en god dag – for husk at verden er at lave