Holdninger gange handlinger er lig med skillinger

Vi lever i en tid, hvor mange virksomheder prøver at finde ind til deres formål. Deres why. Nogle går endda så langt som at sige, at de arbejder på at gå fra at være performancedriven til at være purposedriven. Og det er alt sammen gode tanker. Men for det første er det ikke enten eller og dernæst bliver det desværre alt for ofte ved tanken. Der skal handlinger til.

Morten Münster siger i sin bog Jytte fra marketing er lige gået for i dag, at man skal glemme alle de fine holdninger og i stedet fokusere på handlinger. Det er jo en meget populær bog, så jeg vil ikke sige, at han tager fejl. For det gør han ikke. Han har en lang række gode pointer, og det er en god bog. Men det er ikke enten eller. Det er både og. Du skal have veldefinerede holdninger – klare og velformulerede. Og dem skal du leve ud i meningsskabende handlinger. Enkle og konkrete. For kun på den måde kan du give mening. Kun på den måde får du tyngde.

Du har tyngde, når det du kan, vil og tror på er synligt i alt, hvad du siger og gør. Altså du skal kende dine holdninger og gøre dem synlige i alle dine handlinger. Det lyder enkelt, men det er faktisk mega svært. For nu skal man til at leve op til alt det, man siger, og det er helt bogstavligt nemmere sagt end gjort. Men hvad er alternativet? At udføre en masse handlinger, der ikke for alvor er rodfæstet i det I kan, vil og tror på. Det giver heller ikke rigtig mening. Vel?

Jeg tolker Morten Münster og hans bog som, at han siger: ”Glem nu alt det med de fine holdninger og formuleringer, som ingen ser, og kast dig i gang med at optimere handlinger og adfærd”.

Jeg siger: ”Kend dine holdninger og formuler dem så tydeligt, at de giver tyngde og retning til alle dine handlinger og adfærd. Det er optimalt”

Det, mener jeg, for alvor vil flytte noget. På medarbejdertilfredsheden, kundetilfredsheden, omsætningen og indtjeningen. Min erfaring er, at det er præcis de bjerge, som virksomhederne gerne vil have flyttet.

Jeg tror på, at kommunikation kan flytte bjerge, hvis den giver mening.
Jeg hjælper virksomheder med at finde og give mening og dermed øge deres tyngde og tiltrækningskraft

Det er min elevatorpitch. Mit formål og det som jeg brænder for. At finde og give mening. Og det er ikke tilfældigt, at jeg bruger udtrykket at flytte bjerge. For det kan virke uoverstigeligt.

At finde og give mening
Mange virksomheder kæmper med at finde ind til kernen. Finde deres tyngdepunkt, som skal være velfunderet i deres formål. Det handler om at finde ud af, hvad der skal være i centrum – ikke hvem, der skal være i centrum. Det kan du læse lidt mere om her. Det, at finde meningen – og finde ud af, hvad man skal have i centrum, kan som sagt være svært. Og det er jo en fordel for en som mig, der kan hjælpe med netop det. Men jeg har lige en hemmelighed at dele her. Det er faktisk ikke særligt svært at finde sit formål og mening. For det er ikke noget, I skal finde på – det er noget, som I skal finde frem. Og det kan gøres med en struktureret proces og et engagerende forløb på et sted mellem 3 og 6 måneder. Så langt så godt.

Men det er faktisk ikke særligt langt ,og det har kun potentialet til at blive godt. For det er her, arbejdet for alvor starter. Nu skal I til at leve det. I skal til at give mening, som I har fundet, videre til alle andre. Tydeligt. Nu skal der sættes handlinger på.

Det er en tretrinsraket, der kan beskrives med forskellige ord på denne måde:

 

For at nå frem til skillingerne så kræver det afklaring og hårdt arbejde. Men det hårde arbejde leverer I jo garanteret i forvejen. Så hvorfor ikke “tiptune” det og sørge for, at det for alvor giver mening?

Så smøg ærmerne op og kom i gang – både med det ene og det andet.

Lav en god dag!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *