Du sidder med materialet til næste møde og kan mærke, at noget har forandret sig. Det, der før tog det meste af en dag, ligger nu foran dig i en form, der er skarpere, mere gennemarbejdet og mere præcis, end du normalt når frem til i første omgang. Takket være AI. Argumenterne hænger sammen. Input fra dine kolleger er destilleret. Sproget er klart – og det tog ikke engang formiddagen.
Det praktiske er blevet lettere. Måske endda bedre.
Men er du blevet en bedre leder?
Det er dit – men er det dig?
McKinsey beskriver, hvordan meget af vores videns arbejde kan accelereres, og hvor stort produktivitetsløftet kan blive, når generativ AI tager en større del af det, der før slugte tid. Det kan man læse som en teknologihistorie.
I praksis føles det mere som en hverdagsfristelse: at acceptere det første gode svar, fordi det er godt – og fordi det er nemt. Du behøver ikke længere tænke lidt ekstra. Gå ud til kaffemaskinen med frustrationen over at skulle igennem det hele igen.
Den ekstra runde, hvor du normalt bliver klogere på, hvad der egentlig er vigtigt, er ikke længere nødvendig for at levere noget, der ser professionelt ud. Og det er egentlig lidt synd, for det var jo netop den del af arbejdet, der tidligere tvang os til at tænke os om en ekstra gang.
Det betyder ikke, at vi er blevet dummere. Det betyder måske mere, at vi risikerer at blive tilfredse lidt for tidligt. Vi ligger som Garfield og råber på lasagne og lader vores AI fodre os med gode formuleringer og anerkendelse af vores kloge betragtninger.
Det blev sagt og hørt. Men det gav ikke mening.
De flotte slides med gode formuleringer blev afleveret i sikker stil. Alle havde hørt og set det samme. Og bagefter gør organisationen nogenlunde det samme som i går.
Tillid, motivation og følgeskab opstår ikke af kvaliteten i et oplæg, men af oplevelsen af, at der står et menneske som ved hvor vi skal hen og som forstår, hvad der skal til.
Det er i den ende af disciplinen, AI ikke hjælper dig nok i dag. Den kan gøre din forberedelse bedre, men den kan ikke tage stilling for dig. Den kan ikke bære den sociale omkostning ved et valg og et fravalg. Og den har ikke hele den organisatoriske historik med i bagagen – som du har.
Det er dér, relationen bliver aktiveret, og mennesker omkring dig kan mærke, om der er noget, der giver mening – og om du er en, der er værd at følge.
Den egentlige disciplin.
Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal bruge AI. Det er dumt at springe over, hvor gærdet er højest, og derfor er det også OK, at forberedelsen bliver lettere. Vi hugger jo heller ikke agendaen i runer.
Men der er vigtige ledelsesdiscipliner, der ikke må outsources til den kunstige intelligens. Det er stadig dig, der skal træffe valg og fravalg. Det er dig, der beslutter, hvornår du ved nok – og hvornår du følger din mavefornemmelse, der bygger på mange år i gamet, fremfor de flotte formuleringer og grafer, som systemet har tygget for dig og alle andre på rekordtid.
Det er dig, der skal tænke og sige:
- Hvad ved vi?
- Og hvad ved vi ikke?
- Hvad er vigtigst lige nu – og hvad vælger vi fra?
- Hvordan får vi det til at ske?
Det handler ikke om, hvad de flotte slides viser. Det handler om, hvor du vil tage det hen.
Derfor bygger vi Setos.
Setos er ikke skabt for at gøre dine oplæg pænere eller dine mails hurtigere, men fordi verden har brug for bedre ledelse.
Det er skabt som et refleksionsrum, hvor du kan være i tvivl og søgende, før du skal være sikker og tydelig for andre. Stedet hvor du kan træne den del af disciplinen, der faktisk skaber følgeskab:
at vælge, og at stå på mål for valget og at få andre til at vælge at gå med dig.
For måske er AI’s største gave til ledelse ikke, at den gør os hurtigere.
Men at den gør os i stand til at være mere os. Setos. You. Better.
