Kender du det, når noget rammer dig, selvom det egentlig ikke var afsenders ærinde – og hvor det, der rammer, ikke først og fremmest er ordene, men den efterklang, de sætter i gang i dig selv?
Det er sjældent de store konfrontationer, der gør det. Oftere er det de små, venlige bemærkninger, som får os til at standse op et øjeblik og mærke, at der er noget på spil. I os selv. Med os selv.
Det handler den her blog om. Du får først lige en historie fra det virkelige liv.
Når noget rammer mere, end det burde
Jeg ringer til en god VL-kollega. En, jeg har kendt længe. En, jeg har delt både tanker, tvivl og grin med gennem årene.
Vi starter, som vi altid gør. Hvordan går det? Hvad fylder? Arbejde, liv, lidt selvironi undervejs.
Og så siger jeg:
“Bjarne – jeg ringer, fordi jeg har gang i noget spændende.”
Han smågriner i den anden ende og svarer uden tøven:
“Søren – det har du jo altid.”
Det var sagt venligt. Anerkendende. Måske endda kærligt. Alligevel ramte det mig mere, end det burde.
Ikke på grund af det, han sagde – men på grund af det, min egen indre stemme nåede at lægge ovenpå. Den lille, velkendte stemme, der hviskede noget i retning af: Måske synes de, du er lidt en gøgler. Altid gang i noget – men hvor meget lander egentlig?
Jeg har efterfølgende delt den indre dialog med flere, og reaktionen har været entydig: “Den stemme skal du lukke.” Og det er jeg enig i. Ikke fordi tvivl er forkert – tvivl er ofte et tegn på ansvar – men fordi den her tvivl ganske enkelt ikke stemmer overens med den virkelighed, jeg møder.
Der hvor ideer møder virkeligheden
Måske kender du det selv. At tvivlen sjældent melder sig, når du leger, eksperimenterer eller prøver noget af for sjov – men netop når noget begynder at få betydning. Når det, du arbejder med, ikke længere bare er en idé, men noget, der kalder på stillingtagen, prioritering og mod.
For følgeskab opstår sjældent, fordi nogen har en god tanke. Det opstår, når andre kan mærke, at der er noget på spil. At det her ikke bare er endnu et initiativ, men en retning, nogen faktisk er villige til at stå på mål for. Den forskel kan være svær at forklare udefra, men indefra mærkes den tydeligt – i de valg, man træffer, i det ansvar, man tager, og i hvem man inviterer med.
Når lederen er arbejdsramt
De fleste ledere bliver ramt. Af en bemærkning, en forventning eller en situation, hvor noget pludselig står tydeligere end før. Og de fleste ledere rammer også – gennem beslutninger, ord og prioriteringer, der får betydning for andre længe efter, de er sagt.
Alligevel er der sjældent tid til at standse op i det øjeblik, noget rammer. Ikke fordi viljen mangler, men fordi hverdagen presser sig på med tempo, kompleksitet og krav om handlekraft. Det, der egentlig kalder på refleksion, bliver hurtigt skubbet videre til “senere”.
Og netop dér opstår behovet for et frit refleksionsrum. Et sted, hvor man kan undersøge det, der ramte, og tage stilling til, hvordan man selv vil ramme videre – med større klarhed, tyngde og retning.
Et sted at standse op
Det er det spørgsmål, jeg har arbejdet med det meste af mit professionelle liv. Hvordan man skaber følgeskab i en virkelighed, hvor ledelse ikke kan reduceres til metoder, og hvor mennesker ikke kan forstås gennem skemaer alene.
For omkring ti år siden forsøgte jeg – sammen med andre – at give et bud. Ambitionen var der, men mulighederne var det ikke. Det var for tungt, for komplekst og for dyrt til at kunne leve midt i hverdagen.
Det, der er anderledes i dag, er ikke udfordringen – men forudsætningerne.
Mit arbejde med kommunikation, klarhed og følgeskab er siden blevet samlet i en proces, der gør det muligt at arbejde systematisk med det, der faktisk er på spil i dit lederskab. Og med kunstig intelligens som hverdagsteknologi er det nu muligt at skabe et refleksionsrum, der ikke erstatter dømmekraft, men understøtter den – løbende, over tid og tæt på praksis.
Det er i det spændingsfelt, Setos er opstået. Som et sted, hvor ledere kan arbejde med det, der rammer – og blive mere bevidste om, hvordan de selv rammer.
You. Better.
Siden august har jeg arbejdet næsten fuldtid på at gøre det her konkret. Ikke for at bygge endnu et system, men for at skabe et rum, der kan bruges i praksis. Et rum, hvor refleksion ikke er noget, man klemmer ind, men noget, der får lov at følge lederskabet over tid.
Om kort tid bliver Setos testet af ledere på øverste niveau fra både private og offentlige organisationer. Ikke fordi de mangler viden eller erfaring, men fordi de – som så mange andre – står midt i en virkelighed, hvor man både bliver ramt og rammer andre hver eneste dag, ofte uden tid til at standse op og undersøge, hvad det egentlig kalder på.
Setos er ikke færdigt. Og det skal det heller ikke være. Det er tænkt som et levende refleksionsrum, der udvikler sig i takt med de mennesker, der bruger det – og med den virkelighed, de står i.
Hvis du er leder, kender du formentlig behovet. Ikke for flere svar, men for et sted at tænke klart. Et sted, hvor det er muligt at arbejde med det, der rammer – og tage mere bevidste valg om, hvordan du selv vil ramme andre. Hvordan du vil være dig. Bedre.
Hvis du er nysgerrig, kan du læse mere og skrive dig på ventelisten på https://setos.ai
Lav en god dag.
