Vi lever i en stadigt mere forbunden verden – eller ”The connected World”, som det hedder på nydansk. Det giver både muligheder og udfordringer, når man basalt set gerne vil være og opfattes som et høfligt menneske.
”Hvaa er vi blevet uvenner?”, sagde en af mine venner og dunkede mig i ryggen, så min fredagsøl var ved at skvulpe ud af glasset. En øl, der blev nydt i et lille lokalt netværk, hvor vi et par gange om året lige bruger fredag eftermiddag på at hilse på hinanden og blive forstyrret med et indlæg, hvor emnerne har været alt fra bacon til selvindsigt. (Dog ikke i samme foredrag).
Jeg kiggede spørgende på min ven og bad ham uddybe, hvorfor han troede det. ”Jo jeg kom kørende forleden, da du var ude at gå med din alt for lille hund, og jeg vinkede alt, hvad jeg kunne, men der kom ikke noget retur”.
Jeg forklarede ham, at det bestemt ikke var min mening at fremstå arrogant og ligeglad, men jeg oplever, at nutidens smarte biler har en hældning og belægning på ruden, der gør, at man ikke kan se, hvem der sidder bag rattet med mindre, man stiller sig op og kigger ind af sideruden som en tåbe, når bilen triller forbi. Og det er jo ikke noget problem, hvis der rent faktisk sidder en bag rattet, som man kender, men jeg synes, at det kan blive en smule akavet, når det ikke er tilfældet.
”Alt forladt – jeg har også fået ny bil, så det var nok derfor”, sagde han og gnækkede veltilfreds.
Kender du det?
Det lille intermezzo fik mig efterfølgende til at tænke på, hvordan jeg i stadigt flere sammenhænge føler mig socialt uhøflig – eller i hvert fald utilstrækkelig. Jeg har altid været lidt af en klovn til at huske navne og ansigter. Eller det vil sige – jeg er ret godt til at huske ansigter, jeg har bare ret svært ved at koble dem til navn OG, hvor jeg har mødt dem før.
Det har som sagt været en udfordring altid. I mine teenageår spurgte jeg altid min gode ven, der kunne koble alle parametre sammen, og som jeg er blevet ældre, har min hustru overtaget det hverv. Også selvom jeg burde kende mine barndomsvenner bedre end hende, der kommer fra en anden ende af Jylland. Men lige der er jeg socialt handicappet.
Jeg kan mærke, at jeg bliver en smule varm – og rød – i kammen, når jeg møder folk, der tilsyneladende kender mig og refererer til en blog, siger tak for din hilsen på LinkedIn eller bare tak for sidst. Med svedige håndflader står jeg og tænker som besat på, hvor jeg kender dem fra. Og det gør jo bare ondt værre. For så hører jeg jo ikke ordentlig efter, hvad den kendte ukendte siger.
3 grunde til at det er svært at være høflig
Hvorfor er det så så svært? Altså er der en eller anden forklaring, som jeg kan gemme mig bag?
Jeg har 3 bud på hvorfor:
De sociale medier, hvor jeg er ganske aktiv på et par af dem, har gjort, at vi ”kender” rigtig mange. Også nogle, som vi ikke rigtig kender. Jeg har et par stykker på LinkedIn, som jeg synes, at jeg kender rigtig godt – men jeg er ret sikker på, at de ikke kender mig. Så mere overflade end tidligere.
Antallet af indtryk og hændelser er eksploderet. Vi lever i en tid, hvor vi på en dag får flere indtryk og stimuli, end vores forfædre fik på et helt liv.
Vores hjerne er ikke bygget til det. Den er stadig på chimpanse niveau. Antropologen Robin Dunbar mener at kunne bevise, at vores hjerne kun er bygget til at kunne forholde sig til ca. 150 personer. Man kalder det også Dunbar tallet. Det kan du læse mere om her.
Se det er er videnskab, man kan bruge til noget. Altså at gemme sig bag 🙂
Men jeg øver mig hele tiden i at blive bedre. Ikke med det store held. Men alligevel. For jeg har – i lighed med mange andre – ingen lyst til at være eller blive kendt som værende uhøflig. Tværtimod.
Kender du problemet, og hvad gør du? Del gerne dit tip til, hvordan du holder styr på din verden.
Uanset hvem du er, hvordan du er, og om vi kender hinanden, så …
Lav en god dag!
