Til livet os skiller

Hvor gik det galt? Jeg husker det, som var det i går. Du fyldte helt enormt i mine tanker den gang. Da først jeg var blevet opmærksom på dig, så gik mine tanker kun på, hvordan du kunne blive min inden du blev andres. Og jeg var sikker på, at når først du var det – så ville min lykke være gjort, og jeg ville næsten ikke ønske mig mere i denne verden.

Du blev min og vi havde mange mange gode timer samme. Jeg havde svært ved at se, hvordan jeg kunne leve uden dig – og nu har jeg svært ved at se, hvad jeg kan bruge dig til. Jeg ville noget mere og andet, og du formåede ligesom ikke at følge med. Det er længe siden, at jeg har tænkt på dig, og nu du er på mange måder blot et kuriøst minde og en påmindelse om dem vi var. Men hyggeligt nok lige at se dig igen – kære Nokia 3210.

Fik jeg dig? Nåede du at tænke, at nu er han da vist blevet lidt for personlig. TMIToo Much Information tænkte du måske, og var begyndt at kigge op mod tilbageknappen i din browser. Men bare rolig – det handler ikke om kærlighed. Ikke min i hvert fald. Det skal jeg nok spare dig for.

I min dagligdag hjælper jeg virksomheder med at øge deres tiltrækningskraft. Og i det arbejde er der meget inspiration at hente i kærligheden. Kærligheden til noget og/eller nogen. For selv når vi taler om Business 2 Business verdenen, hvor kælderkolde beregninger i enorme excel ark skal forestille at være grundlaget for 100% rationelle beslutninger, så er det i sidste ende et menneske, der siger ja og skriver under på kontrakten – eller nej og går ud af døren. Fordi det føles rigtigt.

Den engelske forfatter William Sommerset Maugham skrev

Kærlighedens tragedie hedder ikke døden,
den hedder heller ikke adskillelse,
den hedder ligegyldighed.

Bum. Sådan der. Lige i øjet på 3 linier. Og hvor har manden dog ret. Hvis der er noget man ikke ønsker at være – som menneske, virksomhed eller brand, så er det at være ligegyldig. Det er enhver direktørs onde onde drøm. Men faktisk så er det præcis, hvad der sker. Hver dag glider virksomheder og brands stille og roligt over i ligegyldighedens tåger. Og det er ikke altid, at det går stille for sig. For frem for at øge relevansen og prøve at arbejde lidt med sig selv, så vælger alt for mange virksomheder i stedet at råbe højere og højere i håbet om fastholde folkets gunst. Men at råbe højere, tilføre endnu en marginal feature eller sætte prisen ned er som at sætte et politisk korrekt farvet plaster på et åbent benbrud. Det batter ikke rigtigt i kampen mod ligegyldigheden.

Det er kun til bryllup i kirken, at vi lover at elske og ære hinanden til døden os skiller. (Og ca. 50% af alle par tager det ikke så bogstaveligt) I alle andre sammenhænge er det til livet, verden og udviklingen os skiller. Og frem for at stampe i jorden og irritere dig over illoyale kunder og medarbejdere, kan du som virksomhed, brand eller organisation i stedet prøve at tænke over, hvordan du kan være noget mere – eller måske noget andet – for dit publikum. Det kan gøres på rigtig mange måder. Her er 3 bud på at få begyndt.

Forstå deres verden …

Og arbejd på at gøre den sjovere, rigere, større eller mere tryg. Den bedste måde at forstå deres verden er at være en del af den. Lad være med at spørge, hvad de vil. Vær sammen med dem, og gør det de gør. Så er det nemmere at forstå deres tanker, følelser og behov.

Gør meningsfulde ting sammen

Altså ting, som giver mening for dem. Når man udretter vigtige ting sammen, så får man sådan en dejlig fornemmelse af fælleskab og sammenhørighed. Og alle andre har det ligesom dig. De vil gerne være en del af noget. Og nej – det er ikke nok for dem, at være en del af din omsætning

Sørg for at de føler sig set

De skal føle sig vigtige. Du skal vise dem, at de betyder noget for dig, og at du vil gøre dig fortjent til deres opmærksomhed.

Det lyder som fast arbejde – jeg ved det godt. Men er kærligheden ikke også det? Ingenting kommer af ingenting undtagen lommeuld – og ligegyldigheden. Og hvis ikke du gør det, der skal til, så gør naboen – altså konkurrenten. Og så står du lige pludselig der, og er bare så frygtelig lige meget.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *