Skru op
Hvordan øger du tiltrækningskraften? Jeg har tidligere argumenteret for, at uanset om du er privatperson eller driver en virksomhed, så er din tiltrækningskraft afhængig af, hvor meget du giver mening for mig lige nu. Og hvis du vil bevare tiltrækningskraften eller måske endda øge den, så skal du sørge for at give mening. Hvis nu du både har tyngde og giver mening – hvordan kommer du så tættere på?
Energi og du skal få
For nylig var jeg til koncert med en kammerat. Vi har lært hinanden at kende via sport. På et tidspunkt udfordrede han en af mine flyvske idéer, og vi lavede et væddemål. Jeg tabte, og det resulterede efterfølgende i en god middag i byen og noget godt rødvin. Det blev vi enige om var ret hyggeligt, så det ville vi putte noget mere energi i.
Så en lørdag i februar skulle vi på den igen. En god middag og så koncert med Nikolaj og Piloterne. Dem kunne jeg svagt huske. Vi var ikke helt tætte, lad os sige det sådan. Jeg kunne huske, at de i hvert fald havde et nummer, som jeg havde haft volumenknappen drejet rundt til. Men udover at sidde på en raket, så vidste jeg ikke lige, hvad ham Nikolaj og hans piloter havde at byde på.
Vi ankommer til Godset, som er et af de lokale spillesteder, 20 minutter inden koncertstart. Der er foruroligende god plads på parkeringspladsen. Jeg kigger på min kammerat og spøger, om han er sikker på, at det var i dag. Det var det. Da vi kommer ind, kan jeg se, at der heller ikke er ret mange andre, der er tætte på Nikolaj og piloterne. Ikke denne Grand Prix lørdag i hvert fald.
99 betalende gæster var der mødt frem. Der var mere end god plads ved baren, og der var bestemt ikke kamp om, at stå helt fremme ved scenekanten. Kender du det – man får sådan en ”uhh, den må gøre ondt”-følelse i kroppen og tænker, at det var nok ikke lige det, de havde håbet på i cockpittet ved Nikolaj & Co. Det kan næsten ikke undgå at gøre noget ved motivationen.
Lyset blev sænket, og da Nikolaj & co kom på scenen, var det tydeligt, at det havde gjort noget ved motivationen. Den havde fået et nøk op. Frem for at tænke: ”Fuck 99 gæster, det gider jeg sq ikke”, så gik de på scenen med tydelig energi. Med en ambition om at give fuld valuta til dem, der var der. Styrke tiltrækningskraften og trække aftenens fans tæt på.
Og mig jeg kan bare flække af grin
Over at vide du nu er min
Det her det hvad livet handler om
Det her det hvad livet handler om
Baby, jeg vil gøre alt hvad du har lyst til
Baby, jeg vil gøre alt for at se dig glad
Hey, la’ mig ta’ dig på ordet
Når du sir’ du tror
At det her det hvad livet handler om
At det her det hvad livet handler om
Og jeg vil smile til dig
Jeg vil se dig komme
Og vide du er min
Og vide du er min
Ta’ dig rundt om livet
Og mærke din varme
Vide du er min
Vide du er min
Kysse din næse
Og hånden om din nakke
Og…
Synger han i sangen: ”Du er min”.
Jeg er ret sikker på, at, hvis du formår at leve den sang ud i din hverdag i forhold til din(e) nærmeste, så holder du afstanden kort og hjertet varmt.
Takket være Nikolajs tilgang og den energi, han lagde for dagen – eller aftenen – kom jeg lige lidt tættere på. Og det var tydeligt, at de fans, der var mødt frem, nød aftenen.
Tiltrækningskraften kan styrkes, og den skal trænes hver dag. Du ved garanteret allerede hvordan. Men lad mig give dig et par stensikre fif, der giver lidt ekstra.
Nærvær
I en verden, hvor digitalisering og distrahering går hånd i hånd, er udfordringen at sørge for, at det ikke kommer mellem os. Og skaber afstand. Nærvær øger din tiltrækningskraft, og den skal i vore dage praktiseres både digitalt og analogt. Vi kan mærke, om der er tale om ægte nærvær eller autogeneret standardsvar. Ræk ud, vær tilstede og plej relationen, der hvor den er. Det vil få den til at vokse sig stærk.
Lyt for at forstå
Kunsten at lytte har trange kår. Vi lytter i alt for høj grad for at svare, frem for at forstå. Når du taler, så gentager du som regel bare det, du ved. Men når du lytter, så har du chancen for at lære noget nyt. Noget du kan bruge til at komme tættere på. Monolog er ikke tiltrækkende (du ved selv, hvor lang i blikket du bliver, når du til festlige lejligheder får en bord dame/herre, som taler fanden et øre af, og hvor der kun er ro, når der fortæres) Udviklende dialog derimod er tiltrækkende – ikke?
Så stil spørgsmål, lyt og vær interesseret i svaret.
Vær generøs
Vælger man at gå gennem livet i for små sko, så kan turen ende med at føles så frygtelig lang. Derfor skal du give alt, hvad du kan, hvis du vil øge din tiltrækningskraft. Og det er ikke nødvendigvis kroner og ører, det handler om her. Du kan f.eks. dele ud af dit netværk. Også for din egen skyld. Det er nemlig ”god forretning” at være generøs. Giv noget. Giv rigtig gerne noget af dig selv. Som Nikolaj.Spil på den lange bane
Vi lever på mange måder i en tid, hvor rigtig mange (og her tænker jeg ikke kun på politikerne) går efter at score den hurtige gevinst. For mange handler det om, at gevinsten skal kunne ses og hentes hjem med det samme. Men hvis du vil være vedvarende tiltrækkende, så må du tænke langsigtet. Hvis du kun spiller på den korte bane – så får du kun små sejre. Nikolaj kunne sagtens have skåret ned på sætlisten. Det gjorde han ikke. Han gik kontra og lagde et par ekstra numre ind, nu hvor festen var i gang.
Hvis du vil tættere på – eller bare blive ved med at være tæt på – så er du nødt til at investere noget energi i det. Ellers glider I fra hinanden.
Måske synes du, at du gør alt det rigtige, men at det ikke virker. De forstår dig ikke. I givet fald, kan du måske finde lidt visdom fra Yoda fra Starwars filmene.
If no mistake have you made, yet losing you are…
a different game you should play.
May the force be with you, og ..
Lav en god dag 🙂