Det siges, at man ikke altid skal skue hunden – eller din leder – på hårene. Bag en tilsyneladende kontant og direkte tone gemmer der sig ofte en dyb kærlighed og en kulturel baggrund, der kan være udfordrende at gennemskue ved første øjekast. En sådan erkendelse åbenbarede sig, da jeg for snart en del år siden blev kastet ud i den grønlandske natur og stod ansigt til ansigt med en anderledes ledelsesstil – en oplevelse, der åbnede øjnene for vigtigheden af at forstå kultur og kontekst – og dermed den praktiserede kommunikation.
For snart mange år siden var jeg så heldig at være på en rejse til Grønland. Jeg havde med en god ven meldt mig som forsøgskanin til et udviklingsforløb kaldet ”Hvad leder du efter”. På dette forløb var opgaven at finde og kalibrere vores ledelsesmæssige kompas. Grønlands barske og øde landskab blev de dramatiske kulisser for vores rejse ind i selvindsigt og refleksion sammen, som individ – og som gruppe.
Vi skal længere ind.. på hundeslæde
En del af forløbet skulle foregå på hundeslæde. Et godt sted at tænke over tingene havde coachen tænkt. Og tankerne startede allerede, da vi trådte ud af den skramlende Toyota Hi Ace og stod over for et landskab så forskelligt fra vores vante omgivelser. Den lille gruppe af forfrosne danskere, jeg var en del af, blev mødt af en næsten urimelig kulde og synet af bundne hunde midt i det goldt udseende landskab.
Vi var helt sikkert kommet godt og grundigt på udebane i jagten efter de indre spilleregler.
Vi satte af sted, og det gik hurtigt ud over den isbelagte overflade. Hundene strålede af glæde over endelig at komme i gang, men først skulle de lige få overstået deres forretninger. Hvis du har prøvet at køre hundeslæde, vil du vide, at sådan nogle hundeprutter ikke lugter af roser og violer – og lad mig sige det sådan, at de nøjedes ikke med at lukke varm luft ud. Men afsted gik det, og den første strækning ud over isen gik forholdsvis gnidningsfrit, men da vi begyndte at forcere fjeldene og trænge ind i landet, blev der pludselig mere livligt.
Meget tydelig kommunikation: Pisken kom frem
Kulden stod lige ind i masken på sådan en hundeslæde, men det gav lige et ekstra gys på slæden, da Abel første gang gav en af slædehundene et godt rap med pisken, fordi den var komme til at blive viklet ind i skaglerne. Den blev trukket tættere og tættere på den tunge slæde og vi sad og regnede med, at nu stoppede vi nok snart. Men næ nej. Vi endte med at køre lige hen over den. Hunden røg ind under og blev ikke som sådan kørt over af mederne, men voldsomt var det.. Og da vi måtte standse for at få den tilbage i koblet… lad mig bare sige, at den fik en omgang, der fik selv vores sjæle til at hyle og pive af medlidenhed.
Senere på dagen havde vi næsten en vis fornøjelse af at se Abel blive trukket på bagen af alle hundene i en heftig fart hen over isen oover flere hundrede meter. Han stod og rodede med de snørklede skagler, og hundene fik færten af noget vildt. Og så røg hundene afsted i fuld fart over isen og Abel på bagen efter. Det var en rigtig røvtur – så måske kunne han lære lidt af det.
Men det slog os hurtigt, at vores forargelse mere var et udtryk for vores egen manglende forståelse for hans kultur og hverdag.
Selvom vores første indtryk af Abel måske fik os til at dømme ham som en hård og lidt tvivlsom leder, viste det sig snart, at han var langt mere end det. Hans ledelsesstil var på mange måder baseret på principperne om ‘Kærlighed, krav og konsekvens’ Det var dog ikke noget, der var skrevet ned, men det blev tydeligt praktiseret – ikke mindst konsekvensen. Måske et udtryk for, hvad der var nødvendigt for at navigere i den hårde grønlandske natur.
Forbundne. Forpligtet.
Efterhånden som turen skred frem, og vi fik mulighed for at tale mere med Abel, blev det klart, hvor tæt han var knyttet til sine hunde, og hvor stærkt de var forbundet med ham. Under en samtale delte Abel en historie om en jagttur, hvor han havde været uheldig og væltet med slæden, hvilket resulterede i et åbent benbrud på højre ben. Det tog ham hele syv dage at køre til den nærmeste bygd, hvor en læge kunne tage sig af hans komplicerede brækkede ben. Det må have gjort usigeligt ondt, men det kunne vi ikke få Abel til at sige.
Da han endelig nåede frem til bygden, var lægens anbefaling klokkeklar: Abel skulle flyves til hospitalet i den nærmeste by. Men Abel nægtede. Han var urokkelig, for der var ingen til at tage sig af hans hunde. I stedet for at tage imod lægens råd, iførte han sig igen sælskindsbukserne og kørte i yderligere fire dage gennem ødemarken til hospitalet. Dette dybt forankrede bånd mellem mand og dyr var et klart eksempel på den gensidige tillid og afhængighed, der eksisterede mellem dem.
Efter vores samtale med Abel og den efterfølgende refleksion blev det klart for os, hvor meget vi havde mistolket Abel som leder. Vi havde antaget en hel masse – baseret på vores erfaringer fra egen kontekst. Men de gælder ikke nødvendigvis ude ”In the middle of nowhere”. Det blev en afgørende lektie for os. Vores forestillinger om det rette lederskab blev lagt på hylden og erstattet af en respekt for den enkeltes vilkår og kontekst.
Tydeligt tyngdepunkt
Jeg tror på, at lederen skal lede ud fra sit tyngdepunkt. Som leder har du tyngde, når du ved, hvad du kan, hvad du vil og hvad du tror på. Hvad man kan, refererer til ens kernekompetencer, hvad man tror på, involverer ens personlige værdier og overbevisninger, og hvad man vil opnå, drejer sig om ens mål og ønsker i samarbejde med andre.
Abel var meget bevidst om sit tyngdepunkt. Uden at det var udtalt eller nedskrevet. Og det hjalp ham i sælskindsbukser den barske grønlandske natur lige så vel som det hjælper lederen i slips i det veltempererede hjørnekontor.
Sidder du selv nogle gange fast i at skue hunden på hårene? Har du styr på dit tyngdepunkt? Ved du, hvad du leder efter?
For flere blogs om lignende emner, besøg evt. www.centerofgravity.dk/blog.
Lav en god dag 🙂
