Så trykkede Helle Thorning Schmidt på knappen. Vi skal vælge et nyt folketing. 179 mennesker, der skal træffe alle de svære og rigtige beslutninger på vores vegne. Inden længe bliver vores lygtepæle og træer plastret til med håbefulde politikere, der mere eller mindre vellykket forsøger at indgyde en vis form for tillid til, at lige præcis de kan varetage landets tarv de kommende fire år.
Fotografen har lagt lyset helt rigtig, smilet er også på plads. Enkelte ser endda naturlige ud, og valgplakatens kontrafej ledsages af mere eller mindre opfindsomme slogans, løfter eller slet og ret den håbefuldes navn.
Kort sagt, så er alt, som det plejer. Men vi – publikum, vælgerne – vi engagerer os ikke. Den største kamp i den kommende valgkamp bliver nok at få folk til at stemme, og hvorfor mon?
Mit bud er, at vi kan ikke aner, hvad politikerne hver især kæmper for. Vi kan ikke mærke, hvad de brænder for. Og hvis du skal tænde dit publikum, skal du brænde igennem. Det er din brændende ambition, der gør dig anderledes, interessant, værd at bruge tid på, værd at stemme på.
Desværre bruger folketingspolitikerne mindre og mindre tid på at brænde igennem på mærkesager som f.eks. Glistrup i sin tid med sin sag om lavere skat og Pia Kærsgaard siden med sin sag om at begrænse indvandringen til Danmark. Disse politiske holdninger kan man mene om, hvad man vil, men ingen er i tvivl om, at både Mogens og Pia havde en brændende ambition. De brændte igennem med deres budskab, og de havde et publikum, der var engagerede i deres politik.
I dag bruger de folkevalgte mere tid på at mene noget om en tv-serie, debattere popkornkastere i biografen og andre ligegyldige sager i stedet for at bruge tiden til at vise, hvad de brænder for og virkelig tror på.
Tilliden til folketingsmedlemmerne er styrtdykket. For når man ikke kan mærke, hvad en politiker brænder for, er hun eller han ikke værd at stemme på. Derfor falder valgdeltagelsen støt, og protestbevægelser som Dukkepartiet får pludselig vind i sejlene.
Passe på Danmark, velfærd, flere arbejdspladser, muligheder og plads til alle. De vil alle sammen det samme. Og de siger det samme. De pakker det bare lidt forskelligt ind, og i den forbindelse kan man da godt se, at eksempelvis de Konservative har fået nyt reklamebureau. Men kant er ikke nok. Jeg mangler at se ilden i øjnene på dem, som jeg skal vælge. Jeg mangler at vide, hvad de brænder for – udover opmærksomheden.
Følelserne skal vækkes for at brænde igennem
Det handler om at vælge – og at vælge fra. DR lavede for halvandet år siden et fantastisk eksperiment med ”Gaden” Hvis ikke du har set det, så kan du se mere her.
Her var det lige pludselig vedkommende. For borgerne her var nødt til at vælge fra for at få tingene til at hænge sammen. Det var svært. Rigtig svært! Og følelserne kom helt op til overfladen.
Og det er godt, for følelser flytter noget. Følelserne aktiveres af det, man tror på – det man brænder for. Og det er her, det går galt for politikerne. Vi kan ikke mærke, at vores politikere virkelig brænder for andet end for en plads på taburetten i fire år. Måske fordi de ikke er klar over, hvad der virkelig gør dem tiltrækkende.
Og når de så oven i købet taler uden om – og med uld i mund … så står publikum af. Særligt det unge publikum. Det er ikke nærværende. Nærmere distancerende.
Men nu er det her. Valget. Jeg håber, vi sammen kan vælge rigtigt. Ikke for de næste fire år, men for fremtiden.
