7 måder du kan give mening på

Jeg tror på, at kommunikation kan flytte bjerge, hvis den giver mening. Jeg hjælper virksomheder med at finde og give mening og dermed øge deres tyngde og tiltrækningskraft. Det er mit formål, og det er, hvad jeg er tændt og optaget af.

Og det er præcis det, mit daglige arbejde består af. At finde og give mening. Og i lighed med så meget andet, er det lettere sagt end gjort. I mit arbejde med en lang række virksomheder og organisationer har jeg fundet ud af, at det er nemmere at finde mening end at give mening. Vi tager den lige igen. Det er langt nemmere at finde mening end at give den videre og sikre, at man giver mening for andre. Tillad mig at forklare.

Mange virksomheder kæmper med at finde meningen. Altså formålet. Det store WHY. Men at finde ind til det er faktisk den nemme del af arbejdet med at finde og give mening. For som jeg plejer at sige til mine kunder: Når vi skal finde meningen – så er det ikke noget vi skal finde på – men derimod finde frem. For den er som regel ikke særligt langt væk. Meningen. Den skal bare findes frem, pudses af – og så naturligvis koges ned til noget, der er til at forstå for alle dem, som man gerne vil give mening for.

Det handler om at følge nogle klassiske steps med at undersøge, forstå og definere. Du kan få min model for det her. Det er ret enkelt faktisk. Men når det så er gjort, så starter det hårde arbejde med at vise og bevise, at der er tyngde bag det fine formål. I min bog har man kun ægte tyngde, hvis man ved, hvad man kan, hvad man vil og hvad man tror på – OG gør det synligt i alt, hvad man siger og gør.

Og det er så her, det blive svært. For arbejdet med at finde meningen er som regel forbeholdt en lille skare. Det kan være en ”task-force” bestående af medlemmer fra direktion og bestyrelse, eller hvordan man nu vælger at sætte holdet. Alle kan desværre ikke være med i den del af processen uanset, hvor smuk en tanke det kunne være. I hvert fald ikke så snart virksomheden har en vis størrelse. Sådan er det bare. Men det stiller til gengæld meget store krav til ”the chosen few”, når meningen er fundet og skal gives videre – i første omgang til alle de andre i organisationen. Alle de der ikke var en del af processen med de sjove samtaler, de vilde aha-oplevelser, den dybe diskussion i grupperne over kaffe, kildevand og whiteboard og siden rødvin og lejrbål – eller hvordan nu processen har været.

Her er det ikke nok at stille sig op på ølkassen og glad fortælle, at arbejdsgruppen har fundet meningen med det hele. I flotte vendinger fortælle at man håber, at alle vil være med til at trække i samme retning, og så kan de i øvrigt finde den nye firmafilm på intranettet …. Flot.

Vi skal huske, at al kommunikation foregår på modtagers præmisser. Der står organisationen foran ølkassen og synes faktisk, at de er ret gode til at gøre det, de plejer, og har ikke samme indsigt, erkendelser og viden som de, der allerede har fundet meningen med det hele. Derfor er det ikke nok, at det er sagt. Det skal også være hørt OG forstået. Nok også derfor, at US Navy Seals efter hver ordre råber ”HUA?” som står for:

  • Heard – Har I hørt det?
  • Understood – Har I forstået det?
  • Acknowledged – Har I erkendt og anerkendt, hvad der skal ske?

Og der svares med et bekræftende “HUA“.

Faktisk er det ikke en gang nok. For selv om budskabet er hørt, forstået og accepteret, så skal modtagerne forstå, føle og vide, hvad det betyder – for dem. Helt konkret. Hvad skal de gøre anderledes i morgen. Hvad skal de stoppe med, hvad skal de begynde på eller gøre mere af?

Derfor er det hårdt arbejde – at give mening. Der skal gives på en lang række parametre, og listen er lang. Min topliste er her.

Giv retning og klare mål

Giv konkrete værktøjer

Giv konkrete anvisninger til, hvad I skal gøre mere eller mindre af

Giv plads til involvering

Giv plads til fejl og læring

Giv feedback – konstruktivt og ofte

Giv den alt hvad du har – hver dag

Du skal kort sagt give rigtig, rigtig meget, uanset om du er toplederen eller mellemlederen. Det eneste, du ikke skal gøre, er at give op. Det giver helt sikkert ikke mening.

Hvilket punkt på listen, synes du, giver de bedste resultater? Og er der noget, du mangler? Giv mig meget gerne din mening.

Lav en god dag 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *