Tak for udfordringen

Det kræver mere end almindeligt overskud at sige ”tak for udfordringen”, når krisen kradser, eller livet gi’r en ordentlig lussing. Uanset om du som 16-årig mister dit ene ben, eller du som virksomhed bliver ramt  af en finanskrise, så er der faktisk kun en mulighed: Få det bedste ud af det! Og jo, det er lettere sagt end gjort. Men tænk et øjeblik… Hvad er dit alternativ?

Den 28. november havde vi inviteret kunder og andre venner af huset til foredrag med Gert Rune. Som 16-årig fik Gert amputeret det
 ene ben. Men i stedet for begyndelsen til enden blev det indledning på en imponerende sportskarriere som OL-deltager og som den første dansker nogensinde med ét ben til at gennemføre en Ironman.

Det fandt vi både relevant og værdifuldt, fordi det kan perspektiveres til en lang række andre – også mindre – personlige udfordringer, og til de udfordringer som mange danske virksomheder står midt i. Bemærk: Ikke sammenlignes! Perspektiveres.

Forandringerne fyger hen over os.  Nogle gange pludseligt, andre gange snigende, ændrer vilkårene sig, og det, man tidligere gjorde godt og med succes, er nu en kamp for overlevelse. Vi plejer at sige, at det eneste, der er konstant, er forandringen. Så vi kan lige så godt omfavne den og udnytte den til vores egen fordel. Sagt på en anden måde: En krise er en frygtelig ting… at lade gå til spilde.

Og vi ved godt, at det er lettere sagt end gjort. Rigtig mange virksomheder og brands sidder stadig og putter sig, mens forandringens vinde blæser hen over deres markeder. Vi hører sælgere sige: ”Når krisen er ovre, SÅ skal vi for alvor til at sælge igen.” Og vi hører marketingansvarlige sige: ”Hvis bare vi kunne få marketingbudgettet tilbage på tidligere tiders niveau, så skulle I se løjer.”

Ked af at sige det… Det kommer ikke til at ske. Det svarer til, at Gert Rune efter amputationen af sit ben stadig drømte om at komme på landsholdet i fodbold. Og desværre er der stadig mange virksomheder – og ikke mindst sælgere – der drømmer om den fortid, som snart kommer tilbage. Det gør den ikke!

Verden ændrer sig. Hele tiden. Det er det nye normale. Og ganske som man ikke kan løse et problem ved at tænke på samme måde, som da det blev skabt, så kan man ikke vinde nutidens og fremtidens forbrugerne med fortidens værktøjer. Man kan eksempelvis undre sig over, hvor mange produktkataloger, der stadig æder store budgetter.

Det sker ikke så sjældent, at man under hanebåndene hos Gravity hører en sige: ”Hvis du står i et hul og vil op, så skal du stoppe med at grave.” Det første skridt til at få noget ud af en udfordring eller en krise er erkendelsen. Erkendelsen af, at ”mere af det samme” ikke giver dig forspringet i kampen om de gode pladser. Erkendelsen af, at de gode gamle dage ikke kommer tilbage. Erkendelsen af at der skal tænkes nyt og modigt, hvis du vil være attraktiv overfor dine kunder, dine partnere og dine kolleger.

Vi har været der. Vores branche er også under hastig og konstant forandring  – fordi vores kunders forretning er det. Så vi var også nødt til at tænke os om, tænke nyt og gøre nyt. Det kan du læse mere om her.

Så selvom det kan lyde kækt, så er der kun en mulighed: At sige tak for udfordringen og få det optimale ud af situationen. Det er et ”mind game”. Det handler om at turde tro på, at der i alle tab ligger en gevinst. Og arbejde stenhårdt på at få den realiseret.

Søren Schnedler - Gravity, Gravity Thinking, Konfluent, Messbar

Søren Schnedler

På visitkortet står “Strategi og Koncept” i stedet for en titel, og det dækker ganske godt. Jeg har beskæftiget mig med kommunikation på alle niveauer gennem snart ganske mange år. Det har ført til mange indsigter og ikke mindst opdagelsen af Den Kommunikative Tyngdelov.

Tilmeld dig Gravity Post og modtag en gratis smagsprøve fra min bog

Få en nogenlunde regelmæssig opdatering direkte ind i din mailboks. Her vil jeg inspirere med egne og andres betragtninger på kommunikation og ledelse.

Scroll to Top