Der var mere end én gang

Der var en gang. Og for enden af den gang havde administrerende direktør Leo Jensen sit hjørnekontor. Leo the Lion som medarbejderne i USA havde givet ham som kælenavn. Det var han selv godt tilfreds med. For han var bevidst om sin evne til at brøle igennem og holde ikke mindst de unge løver på plads. Men i disse dage var det Leo, der slikkede sine sår. For bestyrelsesformanden havde for et par uger siden været forbi – uden invitation.

Og han havde ladet Leo vide, at nu ville han sige det en gang for alle. Han var træt af at stå og kigge på tilbagegangen. Han ville over i fremgangen. Nu. Han kunne se, at de andre havde den – fremgangen – og nu ville han også se den fra Leo og hans team. Leo havde prøvet at sige, at der var tale om en overgang, men formanden havde ikke ladet sig besnakke denne gang. ”Leo – for enden af tilbagegangen ligger undergangen. Og der vil vi ikke ned. Og hvis ikke du kan klare det…” havde han sagt og kastet et sigende blik – mod udgangen. Leo gøs ved tanken.

Så opgaven var klar. Den var ikke ny – men den var klar. De skulle finde fremgangen. Nu. Derfor havde han kaldt alle de andre fra direktionsgangen til møde. De mødtes i forvejen en gang om ugen, men en gang er ingen gang – som man siger – og nu skulle det være slut med nedgang og modgang. Og nu sad de så her – hele direktionsgangen og så en konsulent, som formanden havde nævnt på vejen ud. Ikke at Leo var meget for konsulenter. De tog penge for at fortælle, hvad klokken var – dem havde han oplevet mere end en gang. Men intet skulle være uforsøgt. Så han var inviteret med – som observatør i første omgang.

Konsulenten bemærkede at humøret var højt, og at der tydeligvis var tale om en high performance direktion. Alle kunne bidrage med, hvad de havde gang i. Løbetiden blev forbedret gang på gang, og når først arbejdet med svømningen kom rigtig i gang, så skulle den ironman være vinget af, hvis ellers de kunne blive fri for alt for meget bølgegang.

”Nå men vi må hellere komme i gang”, sagde Leo og lagde ansigtet i alvorlige folder og kiggede ud over brillerne, som han tog af og pegede på direktionen – en af gangen. Vi ved alle, hvorfor vi er her. Vi skal finde fremgangen. Og det skal være nu. Jeg forestiller mig, at vi tager en gang bordet rundt.

Personaledirektøren lagde ud med at sige, at der jo ikke var meget, han kunne gøre, men han kunne da fortælle, at der var mere pres på personaleudgangen end personaleindgangen. Det havde han også drøftet med rekrutteringsbureauet, der gang på gang kun talte om manglende tiltrækningskraft.

Her brød regnskabsdirektøren ind og pointerede, at så længe der var nedgang i likviderne, kunne der ikke blive mere at lokke med. Men de kunne evt. tilbyde en bonusordning til udbetaling en gang i fremtiden. Det havde personaledirektøren også foreslået, men bureauet mente, at det havde virket engang – men ikke længere.

Udviklingsdirektøren bød ind med, at man måske kunne invitere nogle af de unge og vilde iværksættere til at få en plads på personalegangen. De var måske knap så løntunge, og som han forstod det, så var begreber som disruption, Big Data og Internet of Things kommet for at blive. Men det var selvfølgelig en balancegang – for vi skal jo også passe på kerneforretningen. Det fik et anerkendende nik fra Leo, der ikke ville undlade at bemærke, at han ikke kendte nogen i sit netværk, der havde stor fidus til den fremgangsmåde, og at det kun var et spørgsmål om tid, inden også det gik i sig selv igen. Hellere komme en postgang for sent end for tidligt. Det var hans erfaring.

De forskellige direktører gav deres bud på, hvordan de ville finde fremgangen, men meget ofte kiggede de efter den i de andres afdelinger.

”Nå men den ender jo, hvor den plejer”, sagde salgsdirektøren. ”Det er ret enkelt. Vi må sælge os ud af det. Vi har planlagt en storstilet kampagne, hvor vi giver 2 for én. Det har vi prøvet før. Det giver nye kunder, og det virker hver gang. Vi lancerer en konkurrence blandt sælgerne, og der skal fuld knald på annoncerne – hellere en gang for meget end en gang for lidt.” Der blev nikket anerkendende bordet rundt. Nu var der ved at være gang i den.

”Nå men så er planen jo mere eller mindre klar”, sagde Leo, ”men inden vi sætter i gang, så skal vi jo ikke undlade at høre, hvad konsulenten mener.”

Konsulenten tog en dyb indånding. ”Jeg tror på, at fremgangen ligger for enden af tilgangen. Eller tankegangen, om du vil. Og den tankegang, som jeg hører her, har jeg hørt før. Ikke at den er blevet rigtig af det. Tværtimod.
Jeg giver jer ret i, at mersalg er en god og nem vej frem. Og det gode tilbud virker hver gang. Det giver kundetilgang. Men det virker som regel mindre og mindre for hver gang. Og de nye kunder bliver færre og når sjældent at blive profitable inden, de melder afgang. Så jeg har svært ved at se, at den plan har sin gang på jord.”

Det fik salgsdirektøren til med løftet øjenbryn at spørge, om konsulenten kunne andet end se huller i osten eller, om der var mulighed for, at han kunne løsne lidt på nejhatten og give et forslag, som de kunne sætte gang i?? Eller om han var som alle andre konsulenter, der var konsulent, fordi de ikke kunne få et rigtigt job?!

”I skal tilbage til dengang”, sagde konsulenten og sprang op til tavlen og begyndte at tegne 3 cirkler. ”Dengang virksomheden startede. Frem for at sidde her og finde på, så skal i finde frem.

Frem til det formål, som I startede på og de forcer, som I altid har bygget denne virksomhed på. Og det skal I forstærke i alt, hvad I siger og gør. Dengang havde I et stærkt tyngdepunkt. Der var en stærk overensstemmelse mellem det I kunne, ville og troede på, og I gjorde det synligt i alt, hvad I sagde og gjorde. I havde tyngde og var tiltrækkende. For kunder og medarbejdere. Det skal I have fundet frem til igen – i en nutidig og fremtidig kontekst.”

”Som det er nu, er der ikke rigtig nogen, der kan se meningen med det, I har gang i – ikke engang jer, der sidder om bordet her. Og hvis jeg går ned på mellemgangen eller ud på baggangen til rygerne og spørger, hvem I er, og hvor I er på vej hen, så er svaret, ”det ved jeg sq ikke –men vi er ikke på vej frem.”

Så der ville jeg lede efter fremgangen. Hvis jeg vel at mærke havde et rigtigt arbejde – som jer. Definere tyngdepunktet og tankegangen – og aktivere det i jeres strategier – en af gangen.” Der var ret stille i, hvad der føltes som timer, indtil økonomidirektøren spurgte, hvad det kostede. ”Det bliver dyrt”, sagde konsulenten. ”For det er ikke et quick fix, og det involverer hele virksomheden og vil formentlig resultere i nye måder at drive forretningen på. Men det er ikke så dyrt som alternativet.”

”Og hvor lang tid tager det, inden det virker? Giver det mersalg og fremgang i kundetilgangen i indeværende kvartal”, ville salgsdirektøren vide.

”Nej, der er, som sagt, tale om et langt sejt træk og, hvis I er gode, bliver I aldrig færdige med det.”

Det gjorde udslaget for Leo. ”Det er alt sammen meget spændende, men det har vi altså hverken tid eller råd til. Vi har fået en bunden opgave og har travlt med at få skabt fremgangen. Så er der ikke tid til den slags navlepilleri. Lad os komme ud over stepperne, og så ses vi næste gang.”

Da Leo kom tilbage i hjørnekontoret gik han hen til vinduet og spejdede ud – måske var der mildere vinde på vej. Og han tænkte på, at hvis bare han havde haft bedre tid og råd til at finde fremgangen, så kunne det måske have været sjovt at arbejde med den tankegang, som konsulenten havde foreslået. Men ikke nu. Måske en anden gang.

Og det er ganske vist.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *